Chastine Nygaard Engqvist

• Medlem af Socialdemokratiet i 4 år • Presse- og kommunikationschef i en NGO • 37 år • Tårnbyborger gennem 35 år • Gift med Morten – sammen har vi tre piger på henholdsvis 1, 7 og 11 år
Det er nemt nok at have en mening, men det kræver mod og vilje at
sige den højt, kæmpe for den og handle på den. Det er jeg klar til nu.
At være politisk aktiv er nyt for mig, men politisk interesse, arbejdet med
politik og ønsket om at skabe samfundsmæssige forandringer er ikke nyt.
Jeg repræsenterer børnefamilierne – det liv, jeg selv lever, og de liv, jeg mener,
der skal langt mere fokus på. Der er et stort pres på børnefamilierne.
Forældre skal arbejde mere, længere, hurtigere, føde flere børn, hente tidligt,
så det passer med de kommunale åbningstider. Vi skal helst undgå at gå ned
i tid, undgå sygdom, undgå at vores børn bliver syge, undgå nedgang, undgå
at blive en belastning for samfundet. Et trygt og godt barneliv kan kun
eksistere, hvis vilkårene for børnefamilierne bliver bedre.
Jeg er stolt af at bo i Tårnby – og stolt af at kunne sige, at jeg har boet her
i mere end 35 år. Jeg er stolt, fordi vi blandt andet kan tilbyde det gode
børneliv. Men det skal blive endnu bedre, så børnefamilier ikke bukker
under for presset og fortsat kan levere en stærk arbejdsstyrke og velfærd.
Vi skal beskytte familierne, så de kan beskytte og drage bedre omsorg om
de ældre. Vi skal beskytte familierne ved at sikre et trygt ungdomsliv og
mindske kriminalitet. Vi skal beskytte familiernes mentale sundhed gennem
et stærkt foreningsliv, grønne områder, legepladser og fællesskaber.
Vi skal beskytte familierne ved at sætte ind over for vold i hjemmet.
Vi skal beskytte familierne – for at beskytte vores samfund og sikre, at vi
kan tilbyde den rette hjælp til dem, der har ekstra brug for det.